Tålmodighed i parforhold hyldes ofte som en dyd, men man glemmer, at den har en bagside: udmattelse.
Det er muligt at finde sig i lidt i årevis, udskyde en seriøs samtale og en dag finde ud af, at følelserne ikke bare er kølet ned, men brændt ned til grunden, rapporterer ‘ korrespondent.
I stedet for smerte er der tomhed og stille undren tilbage: Hvordan nåede vi til dette punkt, hvor vi ikke ønsker at ændre noget? Dette punkt kommer ikke pludseligt.
Pixabay
Forud er gået en række mikrotraumer, uudtalte krænkelser og indestængte håb. Du holder op med at dele dine drømme, fordi du ved, at han kun vil smile nedladende. Du holder op med at være vred, fordi det er meningsløst.
Apati og ligegyldighed er mere truende krisetegn end voldsomme skænderier; de signalerer, at energien til at kæmpe for forholdet er sluppet op. Psykologer peger på specifikke markører: når tanker om en fremtid med en partner forårsager tyngde eller frygt snarere end glæde.
Når du tager dig selv i at fantasere om et liv uden ham, ikke som et mareridt, men som en mulighed. Når minder om en god fortid ikke varmer dig, men kun understreger kontrasten til en dyster nutid.
Eksperter i parforholdskriser understreger, at der er forskel på træthed, som kan overvindes ved hjælp af hvile og fælles indsats, og følelsesmæssig ødelæggelse, når de personlige ressourcer er drænet til bunds. Førstnævnte kan behandles med tid og opmærksomhed, sidstnævnte kræver ofte radikale løsninger og lang rehabilitering alene.
Sjælens stille tilbagetrækning fra et forhold er ofte forklædt som en hjemlig rutine. Du laver stadig aftensmad på samme måde, spørger til forretninger, men der er ingen respons inden i dig.
Du udfylder rollen af inerti, fordi det er lettere end at sprænge rutinen. Det er som at bo i et hus, hvor strømmen er gået: Alt er på sin plads, men der er hverken lys eller varme.
Personlig erfaring fra dem, der har været igennem dette, siger, at det øjeblik, hvor man virkelig indser det, ofte kommer i stilhed. Man ser på sin sovende partner og føler ikke andet end en let tristhed og fremmedhed.
Der er ikke noget had, ingen kærlighed – bare en konstatering af, at man er blevet fremmede for hinanden og befinder sig i det samme område. Det er næsten umuligt at forsøge at “få tingene til at være, som de var” efter en sådan ødelæggelse.
Det er muligt at opbygge nye relationer over asken af de gamle, men det kræver to mennesker, som er klar til dette titaniske arbejde. Oftest er den ene allerede væk indeni, og hans fysiske tilstedeværelse er blot en hyldest til vanen eller frygten for forandring.
At erkende, at der ikke er nogen vej tilbage, er en modig handling. Det er ikke en fiasko, men et ærligt resultat.
Nogle gange dør kærligheden ikke af et højlydt forræderi, men opløses stille og roligt i tusindvis af dage med misforståelser og tavs forsømmelse. Og at give slip på den uden at bebrejde dig selv for din manglende tålmodighed er den sidste udvisning af respekt for både dig selv og det, der engang var vigtigt.
Læs også
- Hvordan økonomi bliver kærlighedens sprog: hvorfor penge i et parforhold er en samtale om værdier, ikke tal
- Hvorfor du har brug for et forhold til dig selv: hvordan ensomhed i et parforhold er værre end ensomhed alene